Stor opbakning til EM 2025 i Norden
Langt størstedelen af danskerne støtter det mulige EM 2025 i Danmark og Norden, viser en ny undersøgelse. UEFA beslutter den 4. april, hvem der får værtskabet.
EM 2025 kan blive med rød-hvid folkefest, hvis Norden og Danmark vinder værtskabet for slutrunden.
Danmark, Finland, Norge og Sverige er klar til at arrangere det største EM i kvindefodbold med over 800.000 billetter til salg – og danskerne bakker op om muligheden for at få slutrunden på dansk jord.
En ny undersøgelse foretaget af FootballTempen, der er et svensk analysebureau, viser stor støtte til det mulige EM 2025. 70 % af de adspurgte danskere ser positivt på et EM med rød-hvide lægter i både Parken og på Odense Stadion.
Fankoordinator Martin Ramtung jubler over opbakningen:
”Det er fantastisk, at så mange danskere er klar på at støtte Kvindelandsholdet, hvis vi får EM 2025 til Danmark og Norden. Det lover rigtig godt for, at vi sammen kan udvikle fanscenen for det danske kvindelandshold og skabe nye, uforglemmelige minder sammen.”
Hvis slutrunden lander på nordisk jord, bliver det med i alt otte kampe fordelt på værtsbyerne København og Odense - og med åbningskamp i Danmark.
UEFA ExCo beslutter den 4. april, hvem der får værtskabet for EM 2025.
Fakta om undersøgelsen
- Hele 70 % af de adspurgte danskere er positive over muligheden for at få EM 2025 til Danmark. Det svarer til 3,1 millioner danskere over 15 år.
- Hver tredje dansker (33 %) er interesserede i at komme på stadion og se Kvindelandsholdet EM-kampe på hjemmebane. Det svarer til 1,5 millioner danskere over 15 år.
- 59 % af danskerne ville sætte pris på, hvis fans fra hele Europa besøger Danmark under EM 2025.
- Næsten hver anden dansker (41 %) svarer, at de har fået en større interesse for kvindefodbold de seneste år.
Undersøgelsen er baseret på 2.440 interviews i aldersintervallet 15-75 år og er vægtet med hensyn til køn og alder i hvert land for at opnå nationalt repræsentative stikprøver.