DBU: VM 2034 skal leve op til FIFA’s krav til bæredygtighed og menneskerettigheder
Når værtskabet til VM i 2034 i herrefodbold bliver tildelt, er det vigtigt for DBU, at den kommende værtsnation lever op til FIFA’s krav.
I går annoncerede FIFA, at Saudi-Arabien er det eneste land, der har sendt en formel interesse for at være vært for VM i 2034 i herrefodbold. Det lægger et stort pres på dem som værtsnation og på DBU og FIFA. For Saudi-Arabien har flere gange fået international kritik for forholdene i landet.
Ifølge FIFA’s egne regler skal FIFA og enhver værtsnation overholde internationale menneske- og arbejdstagerrettigheder både ved afvikling og ved forberedende arbejde direkte relateret til en VM-slutrunde.
DBU havde gerne set flere kandidater til at afholde VM-slutrunden.
”I DBU ville vi ønske, at flere lande havde vist interesse i værtskabet til VM i 2034, så der blev sikret konkurrence og reelle valgmuligheder. Men vi må acceptere, at ingen andre har ønsket at afholde slutrunden, så nu ser vi frem til at se Saudi-Arabiens endelige bud, inden der næste år skal tages stilling til værtskabet. Og så må vi sørge for at gøre værtsnationen opmærksom på, at værtskabet ikke kommer uden et stort ansvar,” siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.
Det er et ønske fra DBU ikke at skulle igennem den samme proces som op til VM i Qatar, hvor DBU var nødt til gentagende gange at minde FIFA og værtsnationen om deres egne krav. Efter VM i Qatar har DIF haft en dialoggruppe, der har udarbejdet en række anbefalinger i forbindelse med tildeling af internationale idrætsbegivenheder. De anbefalinger vil være en del af grundlaget for DBU’s kommende handlinger.
”Det er en stor ære at få lov til at afholde en slutrunde, men det kommer heller ikke uden store forventninger. FIFA har en række kriterier, som skal opfyldes, og i DBU vil vi arbejde for, at FIFA i samarbejde med værtsnationen får lagt en klar plan for implementering og konsekvenser for værtsnationen, hvis disse ikke overholdes, som det også står skrevet i DIF’s anbefalinger,” siger Erik Brøgger Rasmussen.
Det var kun lande fra det asiatiske og det oceaniske fodboldforbund, som kan byde på slutrunden i 2034, da der i FIFA’s regler står, at når et kontinentalt forbund har været vært for en VM-slutrunde, kan samme kontinentale forbund ikke byde på de kommende to slutrunder.
Det er forventet, at der bliver stemt om værtskabet ved en kongres i FIFA i afslutningen af 2024. DBU vil vurdere Saudi-Arabiens officielle bud, når det bliver modtaget.