OL-jagten kulminerer til fodboldfest i Viborg
Kvindelandsholdet kan med en sejr over Island den 5. december skrive historie og kvalificere sig til Nations League Finals, hvor der er OL-billetter på spil. Forenet Kredit og DBU inviterer de danske fans til fodboldfest på Viborg Stadion.
Det danske kvindelandshold har ikke været med til OL i 27 år, men OL-tørken kan snart være slut.
Kvindelandsholdet har vundet alle fire kampe i Nations League og kan spille sig meget tæt på OL 2024 med en sejr over Island hjemme på Viborg Stadion den 5. december kl. 19.30.
Landsholdspartner Forenet Kredit sørger for, at de danske fans kan komme gratis med til en fantastisk fodboldaften i Viborg, hvor der både vil være julestemning i fanzonen, fyrværkeri på stadion og mulighed for et historisk resultat på grønsværen:
”Kvindelandsholdet fortjener et fyldt Viborg Stadion i jagten på OL, og derfor vil vi som Officiel Partner for Kvindelandsholdet gøre vores bedste for at skabe en uforglemmelig aften i Viborg. Det mål går også hånd i hånd med vores ambition om at være en forening til forskel, både for boligejere og foreningsliv i Danmark. Vi vil gøre en forskel både for landsholdet og lokalsamfundet. Det, synes vi, er stort!” siger Michael Demsitz, formand i Forenet Kredit.
Jakob Høyer, konstitueret kommerciel direktør i DBU, glæder sig over Forenet Kredits opbakning til Kvindelandsholdet og foreningslivet:
”Kvindelandsholdet har haft et stærkt 2023 med et flot VM og fire Nations League-sejre i jagten på OL. Det er fantastisk, at Forenet Kredit bruger deres partnerskab til at invitere hele det danske fodbold-fællesskab til kampen mod Island, hvor der venter en særlig oplevelse - forhåbentlig med mange fans på lægterne og et stort skridt tættere på OL,” siger Jakob Høyer.
Før Danmark jagter sejren mod Island, kan du varme op til opgøret i fanzonen fra kl. 17.30, hvor der vil være sjove aktiviteter, god mad og drikke samt landsholdsmusik – og det hele sker i herlig julestemning for både unge og gamle. Til selve kampen sørger Forenet Kredit som noget helt nyt for varme fleecetæpper til de første 3.000 fans på lægterne
Du kan læse mere om og hente dine billetter til landskampen lige her. Der kan bestilles op til seks billetter pr. transaktion.
Forenet Kredit er foreningen bag Nykredit og Totalkredit – og stolt Officiel Partner for Kvindelandsholdet, Herrelandsholdet og fodbolden i hele Danmark.