U21-landsholdet vinder vigtig kvalifikationskamp
De danske U21-talenter vandt over Wales i årets sidste EM-kvalkamp. Holdet slutter dermed året af på førstepladsen i gruppen.
Mandag aften ventede der det danske U21-landshold en svær EM-kvalkamp, da de mødte Wales på udebane i Cardiff.
Det startede rigtig godt for Danmark. Efter fem minutter opsnappede danskerne en walisisk fejlaflevering, hvorefter Oliver Sørensen kunne finde Tobias Bech, der køligt sparkede det snært forbi målmanden til en dansk 1-0 føring.
Efter små 14 minutters spil var det hjemmeholdet, der var lige ved og næsten. Et walisisk hovedstød ramte det øverste af overliggeren, men målmand Filip Jørgensen virkede til at have styr på den. Målmanden havde generelt en god kamp med flere vigtige redninger.
Danmark kom frem til mange chancer, men flere gange manglede der lige det sidste. I det 78. minut kunne indskiftet Victor Lind have fordoblet den danske føring, men han fik fra kort afstand afsluttet over mål. Dermed gik danskerne ind til de sidste 10 minutter foran 1-0.
I det 89. minut kunne Danmark juble igen. Oliver Provstgaard steg til vejrs og headede et hjørnespark ind til en 2-0 føring. Kampen var dog ikke færdig endnu. I det 95. minut reducerede Wales, da Cian Ashford kom først på en retur fra et frispark, men det blev ikke til mere for Wales. Danmark kunne dermed fejre en vigtig 2-1 sejr.
Danmark topper nu kvalifikationsgruppen a point med Wales, men med bedre målscore og bedre indbyrdes. Næste opgave for U21-landsholdet er i marts, hvor Litauen kommer på besøg.
Se highlights fra kampen herunder.