Næste gang U-18- og U16-landsholdet samles bliver det med hver deres nye assisterende træner. Lars Jacobsen er ny assistent for U18-drengelandsholde, mens Niels Lawaetz fremover er ny assistent for U16-drenge.

Lars Jacobsen ankommer til sit nye job med mange års erfaring fra topfodbold. Lars Jacobsen var assisterende træner til tidligere landsholdskollega, Daniel Agger, i HB Køge. Som aktiv spillede Lars Jacobsen ni år på Herre-landsholdet, hvor det blev til 81 kampe og 9 mål. På klubplan var han forbi klubber som West Ham, Everton og Hamburg.

”Det er en spændende mulighed. Jeg har selv været igennem hele møllen som spiller og ved, hvor meget det betyder at være en del af ungdomslandsholdene. Så det er fantastisk at kunne udleve drømmen fra den anden side nu. Jeg ser frem til at arbejde med nogle af de største talenter på den årgang og være med til at hjælpe dem frem,” siger Lars Jacobsen

Niels Lawaetz arbejder til daglig som Head of Coaching AaB. Han har en lang fortid i DBU, hvor han har været ansat i forskellige stillinger de seneste ni år. Han har tidligere været U14- og U15-træner i en treårig periode i FCK. 

“Som assisterende landstræner på et ungdomslandshold mærker man niveauet hos de allerdygtigste spillere i Danmark og udlandet, og det tiltaler mig virkelig meget. Det er en spændende og intens måde at arbejde på, når man kun har 10 dage til at præstere på banen, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med Søren og staben,” siger Niels Lawaetz.

De resterende af de assisterende landstrænere på ungdomslandsholdene forbliver uændrede, og ser således ud:

U23-Kvinder: Steffen Ernemann
U19-Piger: Theis Pedersen
U17-Piger: Jesper Holdt Boisen
U20-Drenge: Steffen Ernemann
U19-Drenge: Thomas Røll
U17-Drenge: Thomas Kahlenberg
U16-Piger: Sine Hovesen