Hvordan går det i dansk fodbold?
Strategien ’Samle og begejstre’ har med fem pejlemærker siden 2022 sat retningen for dansk fodbold. Det går godt for fodbolden, og her halvvejs i strategiperioden er det nu tid til at gøre status på de mål, der er sat for 2025.
Dansk fodbold vil skabe et bedre børneliv
Vi har sat os et mål om, at 90 procent af børnene er meget tilfredse med at være medlem af deres klub.
Status er, at der i 2022 er 81 procent af de 0-5-årige og 83 procent af de 6-12-årige, som er meget tilfredse. Der laves en ny stikprøvemåling i 2024, som kan vise, hvordan tilfredshedsgraden blandt fodboldbørnene har udviklet sig siden 2022.
Vi har en ambition om, at 75 procent af børnene har uddannede trænere.
Ved årsskiftet mødes 74 procent af relevant uddannede trænere. For børnene i de 210 godkendte DBU Børneklubber er tallet 79 procent.
Vi har et mål om, at 75 procent af alle børnefodboldklubber er i gang med at blive DBU Børneklub.
På nuværende tidspunkt er 341 klubber i gang, hvilket svarer til omkring 34 procent af alle klubber med børnefodbold. 210 af disse klubber er pt. godkendt som DBU Børneklub.
Dansk fodbold skal vinde på banen
Vi har sat os et ambitiøst mål, om at vores landshold stræber efter at vinde EM eller VM.
Status er, at Kvindelandsholdet ved VM i Australien 2023 når ottendedelsfinalen. Senere på året spiller de for første gang Nations League og når andenpladsen i gruppen. Herrelandsholdet har vundet deres kvalifikationspulje og er klar til EM 2024 i Tyskland.
Vi har sat os et mål om, at Top 15 licensklubber for kvinder og Top 20 licensklubber for herrer har accelereret talentudviklingen målt på stigning i økonomi til talentudvikling (+15%) og et stigende produktivitetstal (+10%).
Status er, at klubberne i 2023 når en stigning i økonomien øremærket talentudvikling på 15 procent og en stigning i produktivitetstallet på 6 procent for herrerne. På kvindesiden stiger økonomien til talenterne med 100 procent via øgede normeringer, mens produktivitetstallet stiger med 22 procent.
Vi har et mål om, at både danske herre- og kvindeklubber hvert år er repræsenteret i gruppespillet til Champions League, Europa League eller UEFA Conference League.
På herresiden har FCK kvalificeret sig og er gået videre fra gruppespillet i Champions League, mens FCN har været i gruppespillet i Conference League. Hos kvinderne er det desværre ikke lykkes at nå gruppespillet i Women’s Champions League.
Vi har ambitioner om fortsat at have 60.000 fanklubmedlemmer i 2025. Ved udgangen af 2023 er 60.303 personer medlem af fanklubben.
Flere medlemmer
Vi har et mål om at fastholde og tiltrække flere medlemmer i dansk fodbold. I 2023 er målet opjusteret fra 340.000 til 372.000 medlemmer, da de tidligere mål allerede var nået.
Da Danmarks Idrætsforbund i 2023 offentliggjorde medlemstallene for alle idrætter viste de et samlet medlemstal på 359.355 fodboldklubmedlemmer.
På børnesiden har vi ligeledes nået de oprindelige mål og har nu sat nye, ambitiøse mål om at have 150.000 0-12-årige medlemmer, heraf 116.000 drenge og 34.000 piger.
Seneste status er, at vi har 145.217 medlemmer – 112.966 drenge og 32.219 piger.
Målene for de unge spillere er blevet justeret op til at være 80.000 13-18-årige medlemmer i 2025, heraf 60.000 drenge og 20.000 piger.
Status er, at vi har 75.131 medlemmer i alderen 13-18 år, heraf 57.901 drenge og 17.186 piger.
Innovative og bæredygtige rammer
Vi ønsker et bæredygtigt nationalt træningscenter og bæredygtigt nyt hovedkontor etableret til inspiration for hele Danmark, og vi vil have to moderne stadions i verdensklasse.
På nuværende tidspunkt har vi sat et projekt om et nyt nationalt træningscenter og nyt domicil i gang. Der arbejdes desuden på ny aftale med Parken, og det forventes, at der indgås aftale om anvendelse af det nye Aarhus Stadion til landskampe.
Vi har et mål om, at DBU’s kommercielle partnerskaber bidrager med minimum 40 mio. kr. pr. år.
Status er, at partnerskaberne i 2023 bidrager med 53,8 mio. kr.
Derudover har vi en ambition om, at DBU’s digitale indtjening er 25 mio. kr. årligt via en optimeret digital struktur for data-, billet- og abonnementssalg. I 2023 er den digitale indtjening på ca. 21 mio. kroner.
En stærkere union
Vi ønsker, at organisationerne i dansk fodbold arbejder sammen i en stærkere union og står samlet gennem fælles spilleregler, god ansvarsfordeling, stærke faglige kompetencer og en tillidsfuld kultur.
Vi har et mål om at bestyrelserne i DBU, DBU Bredde og Divisionsforeningerne (samt Repræsentantskabet) tager ejerskab for strategien.
For at sikre dette har vi øget den interne kommunikation om strategien. Vi laver en midtvejsmåling på kendskab og ejerskab til strategien i foråret 2024.
Vi har sat os et mål om at styrke DBU’s samfundsrolle igennem relationer til væsentlige interessenter.
På nuværende tidspunkt laves der løbende indsatser, som skal styrke de gode relationer. Der laves desuden opfølgende arbejde på analyser på DBU’s omdømme samt arbejde for at styrke DBU’s politiske kommunikation og pressehåndtering.
Endelig ønsker vi, at 85 procent af medarbejderne i DBU, DBU Bredde og Divisionsforeningen tager ejerskab for strategien.
Også her er kommunikationen om strategien øget, og der laves en statusmåling i foråret 2024.