Velfærdsalliance fortsætter i Holbæk kommune
Holbæk Kommune, DBU og DBU Sjælland har underskrevet en ny velfærdsalliance. Dermed fortsætter samarbejdet om at styrke klubber, sundhed og fodbold for piger i hele kommunen.
For fire år siden gik en velfærdsalliance mellem Holbæk Kommune, DBU og DBU Sjælland i luften, hvilket blandt andet har ført til flere uddannede fodboldtrænere og 21 procent flere piger og kvinder som spillere. De gode resultater har ført til, at en forlængelse af alliancen blev underskrevet 1. juni 2024.
Papirerne blev underskrevet på Jyderup Stadion, hvor fodboldbegivenheden ”Pigeraketten” løb af stablen, og skolens elever fra valgfaget ”Juniortræner” deltog som hjælpeinstruktører. Pennen til underskrifterne blev ført af borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen, formand for DBU Sjælland Jakob Koed og senere formand for DBU Jesper Møller.
”Alle piger og drenge skal trives i fodboldens fællesskaber. Her er fodboldklubberne og de frivillige altafgørende, så det er fantastisk, at vi kan understøtte både klubberne, de frivillige og de fodboldglade børn og unge endnu mere med forlængelsen af aftalen. Jeg glæder mig til at følge udviklingen de kommende år, siger DBU’s formand, Jesper Møller.
Konkrete indsatser
I Velfærdsalliancen indgår konkrete initiativer, der understøtter indsatsområder i Holbæk Kommune. Det dækker blandt andet over en social indsats med fodboldtilbud for børn og unge med særlige behov samt uddannelse af unge dommere og rollemodeller fra boligsociale områder.
Der kommer også et skoleforløb med fokus på bevægelse, træneruddannelse og brobygning til foreningslivet på udvalgte skoler. Dertil sætter alliancen fokus på børnefodbold, fodbold for piger og kvinder samt klubudvikling og frivillighed.
"Det giver på alle måder god mening at fortsætte velfærdsalliancen til glæde for Holbæks borgere. Jeg er især glad for, at den nye aftale har et særligt fokus på udvikling af klubberne og at styrke de frivillige. Det kommer blandt andet til at foregå ved uddannelse af trænere, der er så vigtige for kvaliteten af klubbernes fodboldtilbud”, siger DBU Sjællands formand, Jakob Koed.
Også borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen, er glad for, at samarbejdet fortsætter.
”Det er helt afgørende, at vi som samfund arbejder for at forbedre trivslen blandt børn og unge. Det kan vi gøre ved at få endnu flere med i foreningsfællesskaber og sport, der styrker både fysisk og mental sundhed. Og det er netop noget af dét, Velfærdsalliancen på meget fin vis kan”, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.
Fodboldklubber kommunen over deltager frivilligt i samarbejdet. Aftalen løber i 3 år. Senest i august 2025 indleder Holbæk Kommune, DBU og DBU Sjælland forhandlinger om en eventuel forlængelse af samarbejdet.