DBU’s Fodboldskole giver år efter år tusindvis af børn minder for livet på det grønne græs. Fem dage i træk er banerne i Fodbolddanmark fyldt med smilende børn, der dyrker den sport, de holder så meget af.

Det skal flere børn i de kommende år have muligheden for at være en del af.

Derfor har DBU og Røde Kors indgået en samarbejdsaftale, der skal sikre et begrænset antal fribilletter til DBU Fodboldskole i 2024 og 2025 til børn fra udsatte og økonomisk trængte familier.

”Vi er rigtig glade for, at endnu flere af børnene i vores familieaktiviteter nu får muligheden for at blive en del af fællesskabet i det danske foreningsliv. En stor del af de familier, der er med i Røde Kors sociale aktiviteter, er meget pressede på økonomien og derfor er en fribillet helt afgørende for, at de kan deltage på en fodboldskole. I Røde Kors ved vi, hvor meget det betyder for børnene at være en del af fællesskabet og få nogle oplevelser og måske nye venskaber, man kan tage med sig – også når man møder tilbage til hverdagen efter en ferie”, siger generalsekretær i Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl.

”Fodbold skal være for alle. Denne aftale er med til at sikre, at endnu flere børn kan være en del af DBU Fodboldskole og dermed være en del af et fællesskab, hvor de får oplevelser og venner for livet. Vi er rigtig glade for, at Røde Kors vil være en del af vores samarbejde med KV Fonden og er med til at sikre, at flere børn fra svære vilkår får en sjov uge på fodboldbaner landet over,” siger DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.

Der er 200 fribilletter om året til børn fra Røde Kors familieaktiviteter i 2024 og 2025.

For at ansøge om fribillet skal man deltage aktivt i Røde Kors’ sociale aktiviteter. Det kan for eksempel være deltagere i familienetværk, integrationsaktiviteter eller en af de øvrige familierettede aktiviteter.

10-15 % af alle børn i Danmark vokser op i familier, der har svært ved at få hverdagen til at fungere. For nogle familier er udsatheden kortvarig, mens den for andre familier er en længerevarende og fastlåst situation. Fælles for mange af familierne er, at deres udfordringer og behov ofte ikke kan dækkes alene af offentlige tilbud. Røde Kors tilbyder en frivillig og medmenneskelig støtte, der kan bidrage til familiens trivsel og handlekraft.

Det kan du læse mere om her.

KV Fonden muliggør finansieringen

Finansieringen af fribilletterne er muliggjort af projektet mellem KV Fonden og DBU, hvor KV Fonden er med til at sikre, at 1.800 børn fra økonomisk trængte familier i udsatte positioner får en unik chance for at komme på DBU Fodboldskole i perioden 2023 til 2025.

Målgruppen her er børn i alderen 6 til 13 år. Derudover er det også en ambition, at mindst 40 procent af deltagerne er piger.

”Fodboldskolerne er en oplevelse, som så mange børn som muligt skal have muligheden for at være en del af. Derfor er vi rigtig glade for at sørge for, at 1.800 børn fra økonomisk trængte familier ikke bliver udelukket fra fodboldskolernes fællesskab. Vi håber, at de børn får en uge, som de sent vil glemme,” siger Henrik Amand Holtegaard, administrerende direktør hos KV Fonden.

Læs mere om projektet med KV Fonden her.