Drømmedebut af Dorgu i vigtig dansk sejr
Herrelandsholdet besejrede Schweiz 2-0 og fik en stærk start på A-laget i Nations League. Patrick Dorgu og Pierre-Emile Højberg stod bag de danske scoringer.
Torsdag aften sparkede Herrelandsholdet sin Nations League-kampagne i gang på hjemmebane i Parken. Modstanderen var EM-kvartfinalisterne fra Schweiz.
Fungerende landstræner, Lars Knudsen, gav debut til offensivspilleren Albert Grønbæk, mens Pierre-Emile Højbjerg spillede sin første landskamp som ny anfører for Danmark.
Kampens første 20 minutter var låste og uden de store chancer, men langsomt begyndte danskerne at sætte sig på opgøret. Først fik Christian Eriksen en god mulighed blokeret inde i feltet, og kort efter testede Albert Grønbæk Gregor Kobel i det schweiziske mål.
I det 37. minut fik Kasper Dolberg en kæmpe chance, da han blev sendt alene igennem med gæsternes keeper, men den danske angriber misbrugte. Grønbæk fulgte op, men kunne lige nøjagtig ikke dirigere bolden i mål.
Målløst ved pausen på trods af dansk dominans.
Stærk dansk anden halvleg
Danmark fortsatte de gode takter fra begyndelsen af anden halvleg. Kasper Dolberg sled sig forbi Schweiz’ Nico Elvedi og havde kurs mod mål. Elvedi nedlagde dog Dolberg på klodset vis. Frarøvelse af en oplagt scoringsmulighed var lig med en tidlig tur i bad til den schweiziske forsvarsspiller.
En mand i overtal betød straks et større, dansk pres og flere fornuftige chancer.
Længe så det dog ud til, at Schweiz kunne holde stand, men små 10 minutter før tid kom forløsningen. Unge Patrick Dorgu skulle bruge under et minut på banen i sin debut til at bringe Parken i kæmpe eufori med sin scoring til 1-0.
Den danske føring frustrerede den schweiziske anfører Granit Xhaka, der på få minutter noterede sig for to advarsler og dermed en udvisning.
I overtiden cementerede Pierre-Emile Højbjerg den danske sejr med sin scoring til 2-0.
Næste opgave for Danmark er på søndag, når Serbien gæster Parken. Du kan få billetter til opgøret lige her. Kampen kan også ses på TV 2 med kickoff 18.00.