Allan Simonsen
Han målte kun 167 cm i højden. Som Tommy Troelsen har sagt om hans debut på divisionsholdet i Vejle Boldklub i 1971: ”Vi så ikke meget til ham i 1. halvleg, men så klippede de græsset i pausen.” En stjerne var født, og den funklede i de næste 18 år.
Allan Simonsen blev i 1977 som den hidtil eneste dansker kåret som ’Årets Spiller i Europa’, en nyhed, han modtog fra Vejle Boldklubs sekretær Ejgil Jensen, mens han stod ved en pølsevogn under juleferien hjemme i Vejle. Typisk for Allan svarede han: ”Ja, den er god med dig. Skal du ikke også have to ristede med det hele?”
Beskedenhed og ydmyghed har altid kendetegnet ham – udenfor banen.
Lige så bemærkelsesværdigt var det, at Allan Simonsen i 1983, da han var vendt tilbage til Vejle, opnåede en tredjeplads på listen over ’Årets Spiller i Europa’ efter Michel Platini og Kenny Dalglish.
Allan Simonsen var kun 19, da han debuterede på landsholdet. Han kom med på et afbud fra Kurt Præst og scorede to gange i 5-2 sejren over Island i Reykjavik; en præstation, der gav genvalg og deltagelse i den olympiske turnering, hvor han lavede to mål, da Danmark indledte medaljejagten med at vinde 3-2 over Brasilien.
Knap et halvt år senere begyndte han sin karriere som professionel i udlandet, og han hjalp såvel VfL Borussia Mönchengladbach som FC Barcelona til at vinde europæiske trofæer. I sine 178 kampe i Bundesligaen scorede han 76 gange.
Det var Allan Simonsen, som med sit pletskud fra 11-meter pletten mod England på Wembley i 1983 for alvor sparkede 80’ernes dynamithold i gang. Året efter på toppen af sin imponerende karriere brækkede han skinnebenet i åbningskampen mod Frankrig i EM-slutrunden.
Med Allan Simonsen på holdet havde vi måske vundet straffesparkskonkurrencen mod Spanien i semifinalen og Europa Mesterskabet – otte år inden triumfen i Sverige.
Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2008
Født 15. december 1952 i Vejle
55 landskampe • 20 mål (1972-86)
Klubber: Vejle FC • Vejle Boldklub • VfL Borussia Mönchengladbach • FC Barcelona • Charlton Athletic FC
Allan Simonsen blev optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2008.