Dynamit-holdet fra 80'erne

Det danske fodboldlandshold forandrede i 1980erne på ét område samfundet til det bedre. De rød-hvide skabte et fællesskab mellem generationer, Danmark ikke havde oplevet siden befrielsen den 5. maj 1945. Som en kontrast til ungdomsoprørets hippier, blomsterbørn og selvrealister i 1960’erne og til den trættende bevidstløse prædiken om lighed i 1970’erne.

Børn, forældre og bedsteforældre kunne samles om enkeltpersoner som Michael Laudrup, Morten Olsen, Preben Elkjær, Frank Arnesen, Søren Lerby, Allan Simonsen og Jesper Olsen midt i kollektivet. Måske fordi stjernerne accepterede, at de kun kunne funkle med hjælp fra vandbærerne: ’Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen side om side.’ Det var én for alle og alle for én.

Spillernes sammenhold på 80’er-holdet og deres respekt for hinanden gjorde, at de aldrig blev dømt efter janteloven.

Landsholdet var noget for sig selv, og den holdning, der skaffede Sepp Piontek og spillerne succes og placerede Danmark på verdenskortet, kom til at præge vort samfund. Politikerne holdt op med deres lappeløsninger, udlandsgælden blev bremset, arbejdsløsheden dalede, initiativer blev opmuntret og værdsat, de unge fik en rimelig chance for at realisere deres ideer og ambitioner, skattetrykket blev lettet og det sociale system lige så godt som tidligere, da vi med stolthed benyttede enhver lejlighed i udlandet til at tale om det.

”Hvor kan fodbold dog være en drilsk elskerinde. I to år har hendes sindsstemning været surmulende, svigefuld og så robotagtig, at vi spekulerede på, om hendes sjæl var ubodeligt korrumperet og solgt til kommercialismen. Og nu? Hun snor sin lillefinger, hun afslører i franskmændene og danskerne sin skønhed og sit artisteri, og vi er endnu en gang forelsket i hende til op over begge ører. Vi husker hvorfor vi tilbad hende så længe og så meget. Vi ser Michel Platini og Alain Giresse, Morten Olsen og Michael Laudrup, og vi genkalder vor barndoms drømme om hvordan vi ville udtrykke os selv gennem sporten. Naturligvis er det romantik. Det er ren fantasi. Men hvad andet er sport for tilskuerne end at blive stimuleret af mænd, der optræder, som vi dybest inde selv ville gøre.”

De fortsatte med denne fodbold-for-folket indstilling i VM-slutrunden i Mexico to år senere, da de besejrede Uruguay 6-1. ”Disse Grand Danois’er nappede uruguayanerne som om de var hundemad og slugte dem uden så meget som et stilfærdigt bøvs” som en journalist udtrykte det. En hel verden talte med begejstring om ’Olsen-banden’ og deres anfører. De blev ikke alene berømmet og beundret. De blev elsket.

Også efter nederlaget på 5-1 til Spanien. Så overbevisende og fascinerende havde Danmark spillet, at mange ligestillede det danske landshold med Ungarn i 1954 og Holland i 1974; to nationer, som havde potentialet til at vinde verdensmesterskabet uden at gøre det.

'Dynamit-holdet blev optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2009