Søren Lerby

Som manager i FC Bayern München fra 1979, og til han blev klubbens præsident i 2009, brugte Uli Hoeness milliardbeløb på at hverve spillere, deriblandt danskerne Søren Lerby, Lars Lunde og Brian Laudrup. 

Han vil ikke betegne Søren Lerby som et røverkøb, men går så vidt som til at sige: ”Han er et af de bedste køb, hvis ikke det bedste, jeg har foretaget.”

Hvor stor betydning, Søren Lerby havde i sine tre sæsoner i den tyske storklub, blev understreget den 13. november 1985. Han spillede en VM-kamp for Danmark i Dublin, blev udskiftet efter én time, da Danmark var kommet foran 3-1, transporteret i et privat jetfly til Düsseldorf og løb de sidste 3 km til stadion i Bochum for at spille en pokalkamp. Han blev rasende, da træneren Udo Lattek fortalte ham, han hellere måtte starte på bænken. Han kom på banen fra starten af 2. halvleg, overtog kommandoen og havde det held, at der blev forlænget spilletid, så turen ikke var helt spildt!

Søren Lerby, der som 16-årig nåede at spille 13 divisionskampe for Fremad Amager inden han og vennen Frank Arnesen blev professionelle i AFC Ajax, er to personer: én på banen og én udenfor. ”En fodboldens Dr. Jekyll and Mr. Hyde” som Morten Olsen bemærker. Den karakteristik er der mange, der nikker genkendende til.

Faderen Kaj Lerby – med tilnavnet Steff – er stadig lige så slagfærdig og humoristisk, som dengang han spillede omkring 200 kampe på divisionsholdet i B 1903 og fortæller fascinerende og fornøjeligt om Søren som barn, teenager, skoleelev og lærling. ”Han var ikke skolens flittigste elev, sagde en af hans lærere. Men han fik sin 10. klasses eksamen; så vi sendte da en buket blomster til skolen.”

Søren Lerby ejer firmaet Essel Sport Management i Amsterdam og er agent for talrige spillere, deriblandt Wesley Sneijder og Dennis Rommedahl.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2013

Født 1. februar 1958 i København
Klubber: Tåstrup IK • Fremad Amager • AFC Ajax • FC Bayern München • AS Monaco FC • PSV Eindhoven
67 landskampe • 10 mål (1978-89)


Se spillerstatistik her

Soeren Lerby