Ulrik le Fevre

Kun få danske spillere har præsteret at blive national mester i tre forskellige lande. Den første af dem var Ulrik le Fevre, den teknisk begavede venstre wing, der var et produkt af talentudviklingen i Vejle Boldklub. Han debuterede på 1. holdet nogle måneder før sin 19-års fødselsdag og bevarede den position til han havde fået sin uddannelse som lærer og i sommeren 1969 skrevet kontrakt med VfL Borussia Mönchengladbach.

Ulrik le Fevre etablerede sig prompte i Bundesligaen, hvor han i sin første sæson hjalp Borussia til at vinde mesterskabet for første gang i klubbens historie. Han brillerede som chanceskaber og målskytte i en sådan grad, at Helmut Schön, det tyske landsholds cheftræner op til VM-slutrunden i Mexico i 1970, udtalte: ”Wäre er nur ein Deutscher” – Hvis han bare havde været tysker.

Året efter gentog Borussia triumfen og opnåede sit andet af hidtil fem nationale mesterskaber. I den sæson præsterede Ulrik le Fevre 23. oktober 1971 Tor des Jahres – Årets Mål i Bundesligaen – i en kamp mod topholdet FC Schalke 04 hjemme på Bökelberg.

Günter Netzer mislykkedes med et skud fra hjørnet af straffesparksfeltet, men Ulrik le Fevre gjorde det til ny mulighed, da han opfangede bolden, vippede den op i luften og i samme bevægelse løftede den over Jürgen Sobieray og dernæst – uden at den rørte jorden – over Klaus Fichtel inden han helflugtede den forbi målmanden Norbert Nigbur til 6-0. Danskeren havde også scoret til 5-0 i sejren på 7-0.

Efter tre sæsoner med 21 mål i 90 kampe i Bundesligaen skiftede han til Club Brugge KV, hvor han i løbet af fem år hjalp klubben til at vinde det belgiske mesterskab tre gange og til finalen mod Liverpool FC i UEFA Cup-finalen inden han i 1977 vendte hjem og året efter var med til at gøre Vejle Boldklub til dansk mester. I november 1978 var det slut efter 31 mål i 156 kampe for VB.

Ulrik le Fevre skabte husmandsfinten i dansk fodbold; et langt glidende træk på venstrekanten forbi en modstander, der blev efterladt som en strandet hval efter en fortvivlet og mislykket glidende tackling. Det var enkelt, elegant og effektivt på én gang – og blev fulgt op enten med et kanonskud eller med en kreativ centring, affødt af råbet fra tribunerne: Indover, Ulrik! som blev titlen på hans biografi.

I sine første 28 landskampe repræsenterede han Vejle Boldklub. Men med klubskiftet til Tyskland udelukkede han sig selv i to år, indtil DBU i 1971 omsider besluttede sig til at anvende danske spillere i udenlandske klubber.

 

Optaget i Fodboldens Hall of Fame 2022

Født 25. juni 1946 i Vejle

Klubber: Vejle Boldklub • VfL Borussia Mönchengladbach • Club Brugge KV

37 landskampe • 7 mål (1965-76)

Ulrik Le Fevre
Ulrik le Fevre i aktion