§ 1 - Banen

1. Banens overflade

Kampe skal gennemføres på en jævn og flad overflade. Det anbefales at bruge træ eller syntetisk materiale. Overflader der er farlige for spillere og dommere er ikke tilladt.

I kampe mellem landshold og kampe mellem internationale klubhold, som er tilknyttet FIFA, anbefales det, at Futsal gulvet i hallen bliver produceret og installeret af et firma som FIFA officielt har givet licens til. Programmet er ”FIFA Quality Programme for Futsal Surfaces”, og opfylder en af følgende standarder.

FIFA QUALITY 

IMS (INTERNATIONAL MATCH STANDARD)

Kunstgræsbaner er tilladt i specielle tilfælde, og kun i nationale kampe.

2. Afmærkninger

Banen skal være rektangulær og afmærket med fuldt optrukne linjer (stiplede linjer er ikke tilladt), som ikke må være farlige (f. eks må de ikke være glatte, eller med knopper på).

Disse linjer hører med til de felter, de afgrænser, og skal i farven klart adskille sig fra banen.

Kun de linjer som er beskrevet i § 1 må være på banen.

Såfremt der anvendes en multihal, et det tilladt at have andre linjer, såfremt de har en anden farve og klart adskiller sig – og kan skelnes fra Futsal linjerne.

En spiller som laver uautoriserede afmærkninger på banen, skal advares for usportslig opførsel. Hvis dommerne opdager dette, medens bolden er i spil, skal spillet stoppes, såfremt fordelsreglen ikke kan tages i anvendelse, og spilleren skal advares for usportslig opførsel. Spillet igangsættes med et indirekte frispark til det modsatte hold, hvor bolden var da spillet blev stoppet, medmindre bolden var i straffesparksfeltet (se § 8)

De lange grænselinjer kaldes sidelinjer. De korte grænselinjer kaldes mållinjer.

Banen deles i to halvdele af en midterlinje, som forener midtpunkterne af de to sidelinjer.

Midt på denne linje markeres banens centrum, fra dette afsættes en cirkel med en radius på 3 meter.

For at sikre at afstandsreglen overholdes, når et hjørnespark udføres, afsættes et mærke uden for banen, vinkelret på mållinjen, 5 meter fra hjørnet. Bredden på dette mærke er 8cm og 40 cm langt.

3. Banens dimensioner.
Banens længde skal være større end bredden.
Alle linjer skal være 8 cm brede.

I nationale kampe
Længde (sidelinjer):
• Minimum 25 meter.
• Maksimum 42 meter.

Bredde (mållinjer):
• Minimum 16 meter.
• Maksimum 25 meter.

I internationale kampe.
Længde (sidelinjer):
• Minimum 25 meter.
• Maksimum 42 meter.

Bredde (mållinjer):
• Minimum 16 meter.
• Maksimum 25 meter.
Længden på mållinjer og sidelinjer kan af turneringsbestemmelserne variere de ovennævnte muligheder.

4. Straffesparksfeltet
Et straffesparksfelt afmærkes i hver ende af banen på følgende måde:
• Der afmærkes på banen to kvartcirkler med en radius på 6 meter med ydersiden af hver målstang som centrum på en sådan måde, at de møder to tænkte 6 meter lange linjer afsat vinkelret på mållinjen fra hver målstangs yderside. Den øvre del af de to kvartcirkler forbindes med en 3,16 meter lang linje parallel med mållinjen. Arealet, som afgrænses af den således fremkomne buede linje, kaldes straffesparksfeltet.
• I hvert straffesparksfelt markeres et straffesparksmærke 6 meter fra midtpunktet mellem målstængerne i lige stor afstand fra dem.
• I straffesparksfeltet markeres endvidere et mærke 5 meter fra 10 meter straffesparksmærket. Mærket har til formål at sikre, at målmanden overholder 5 meter afstandsreglen, når der tages et direkte frispark fra 10 meter straffesparksmærket i forbindelse med det 6 akkumulerede frispark. Mærket skal være 8 cm bredt og 40 cm. langt.

5. 10 meter straffesparksmærke
• Det andet straffesparksmærke markeres på banen 10 meter fra midtpunktet mellem målstængerne i lige stor afstand fra dem. Dette er et rundt mærke med en radius på 6 cm.
• Yderligere to mærker, hver med en afstand på 5 meter til højre og til venstre for 10 meter straffesparksmærket, skal afsættes på banen for at indikere afstandsreglen, når et spark tages fra det andet straffesparksmærke. Disse markeringer er runde med en radius på 4 cm hver.

6. Udskiftningszonen
Udskiftningszonerne er områderne på sidelinjen foran holdenes bænke.
• Udskiftningszonerne er placeret direkte foran de tekniske områder, 5 meter fra midterlinjen og har en længde på 5 meter. De afgrænses i begge ender af linjer, som er 80 cm lange, hvoraf 40 cm er optegnet inde på banen, og 40 cm uden for banen. Bredden er 8 cm.
• Et holds udskiftningszone er placeret på den halvdel af banen, som holdet forsvarer, og skifter i 2. halvleg, samt i eventuel forlænget spilletid.

Flere detaljer om udskiftning og procedure findes i § 3.

7. Hjørnefeltet
Der afmærkes kvartcirkler inde på banen med en radius på 25 cm fra hvert hjørne. Bredden på markeringen er 8 cm.

8. Det tekniske område
Det tekniske område er en speciel zone for officials og reserver.

Det tekniske område kan variere fra anlæg til anlæg, f. eks i størrelse og omfang, men de følgende punkter kan betragtes som vejledende:
• Det tekniske område defineres som området, der strækker sig 1 m fra hver side af udskiftningsbænken og frem mod sidelinjen, dog højest 75 cm fra denne.
• Det anbefales, at det afmærkes fysisk.
• Turneringsreglementet fastsætter, hvor mange officials der må opholde sig i det tekniske område.
• Officials skal forblive indenfor det tekniske område, bortset fra specielle tilfælde, f. eks hvor en fysioterapeut eller en læge træder ind på banen med tilladelse fra en af dommerne for at assistere en skadet spiller.
• Kun én official ad gangen har ret til at stå op i det tekniske område og give taktisk vejledning under kampen.
• Reserver og den fysiske træner kan varme op i løbet af kampen på et til formålet anvist område bag ved det tekniske område, såfremt sådan et område er til rådighed. Så længe de ikke forstyrrer spillernes og dommernes bevægelsesmuligheder og udviser sportslig opførsel.

Sikkerhed
Turneringsreglementet skal fastsætte en minimumsafstand fra grænselinjerne (sidelinje og mållinje) og til banderne der adskiller tilskuere fra banen (inklusive reklamebander), altid med tanke på at øge sikkerheden for deltagerne.

9. Målene
• Målene skal være placeret på midten af hver mållinje.
• Et mål består af to lodrette stolper placeret lige langt fra hvert hjørne, og er forbundet foroven
med en vandret overligger. Målstolper og overligger skal være lavet af godkendt materiale og må ikke være til fare for spillerne. Begge mål skal være af samme form, enten kvadratisk, rektangulær, rund eller elliptisk eller en kombination heraf.
• Afstanden mellem stolperne (målt på indersiden) er 3 meter, og afstanden fra overliggerens underste kant til gulvet er 2 meter.
• Begge målstolper og overligger skal have samme dybde og bredde på 8 cm.
• Nettene, der skal være lavet af hamp, jute, nylon eller andet godkendt materiale, skal være fastgjort til målstængerne og overliggeren bag på målene. De må ikke begrænse målmandens bevægelsesfrihed.
• Hvis en overligger kommer ud af position eller knækker, skal spillet standses, indtil den er blevet erstattet eller sat tilbage på plads. Kan den ikke repareres, må kampen afbrydes. Brugen af et reb som overligger er ikke tilladt. Hvis overliggeren kan repareres, igangsættes kampen ved at lade bolden falde, hvor bolden var da kampen blev stoppet, undtagen hvis bolden var i straffesparksfeltet (se § 8).
• Målstolper og overligger skal have en anden farve end banen.
• Det anbefales, at mål der bruges i en officiel konkurrence arrangeret i regi af FIFA eller forbund ikke har noget udstyr til at forhindre bolden i at gå i mål (bortset fra målstolper og overligger).

Mål skal ikke fastgøres til gulvet, idet dette kan bringe deltagernes sikkerhed i fare. De skal dog have en tilstrækkelig stabiliserings system, såsom vægt placeret bag på målet, for at forhindre målet i at vælte.

Hvis en spiller fra det forsvarende hold (herunder målmanden) flytter eller vælter målet, enten forsætligt eller uforsætligt, idet bolden passerer mållinjen, skal målet godkendes hvis bolden havde passeret målet mellem den normale position på målstolperne.

Hvis en forsvarende spiller flytter eller vælter sit eget mål og bolden ikke går ind i målet eller rører målet, standses spillet og:
• Hvis det var uforsætligt igangsættes spillet ved at lade bolden falde.
• Hvis det var forsætligt igangsættes spillet med et indirekte frispark til modsatte hold, og spilleren advares.

Hvis en forsvarende spiller flytter eller vælter sit eget mål og bolden rører målet, men går ikke ind over mållinjen, standses spillet og:
• Hvis det var uforsætligt igangsættes spillet ved at lade bolden falde.
• Hvis det var forsætligt igangsættes spillet med et straffespark til det modsatte hold og spilleren udvises for at berøve en oplagt scoringsmulighed.

Hvis hele bolden passerer ind over mållinjen mellem den normale position af målstolperne, og bolden rører eller ikke rører målet, godkendes målet og spilleren advares såfremt målet blev flyttet/væltet forsætligt.
Hvis en spiller fra det angribende hold flytter eller vælter målet, enten forsætligt eller uforsætligt, skal målet ikke godkendes, og:
Hvis det var uforsætligt, skal spillet igangsættes med at dommeren lader bolden falde.
Hvis det var forsætligt og målet havde kontakt med bolden dømmes et direkte frispark til det modsatte hold, og spilleren advares.
Hvis det var forsætligt og målet ikke havde kontakt med bolden, dømmes et indirekte frispark til det forsvarende hold, og spilleren advares.

11. Reklamer på banen
Hvis turneringsreglementet tillader det, er reklamer på banen tilladt, forudsat, at de ikke distraherer spillerne eller dommerne, og ikke hindrer spillerne og dommerne i klart at kunne se banens linjer. Undtagen inden for 0,75 meter fra grænselinjerne og på banens linjer.

12. Reklamer på målnet
Hvis turneringsreglementet tillader det, er reklamer på målnet tilladt, forudsat, at de ikke distraherer eller spærrer udsynet for hverken spillerne eller dommerne.

13. Reklamer i det tekniske område
Hvis turneringsreglementet tillader det, er reklamer på gulvet i det tekniske område tilladt, forudsat, at de ikke distraherer eller forvirrer personerne i det tekniske område, eller nogen andre deltagere.

14. Reklamer omkring banen
Bandereklamer skal være mindst:
• 1 meter fra sidelinjen, bortset fra det tekniske område og udskiftningszonen, hvor alle bandreklamer er forbudt.
• Samme afstand fra mållinjen som dybden på målnettet.
• 1 meter fra målnettet, bagved målet.

 

Futsalloven 24/25