OL

OL DK 2016 Det danske OL-hold ved OL i Rio 2016


Tre sølvmedaljer og én bronzemedalje. Danmark har samlet set på både herre og kvindesiden formelt deltaget i syv slutrunder ved De Olympiske Lege, reelt i otte slutrunder. Indtil 1976 stillede DBU op med A-landsholdet i de olympiske kvalifikationsturneringer og slutrunder.

Den olympiske fodboldturnering arrangeres af den Internationale Olympiske Komité (IOC), men turneringsreglerne besluttes af det internationale fodboldforbund (FIFA).

Reglerne for deltagelse i de olympiske fodboldturneringer har ændret sig flere gange gennem årene. Frem til og med kvalifikationskampene til OL-slutrunden i Montreal i 1976 gav de skiftende regler for spilleberettigelse mulighed for, at DBU kunne stille op med A-landsholdet.

Til OL-slutrunden i Moskva i 1980 var reglerne så restriktive, at DBU udelukkende kunne stille et OL-landshold med amatørspillere fra Danmarksturneringen og Danmarksserien. Ved kvalifikationsturneringen til OL i Los Angeles i 1984 var reglerne lempet en smule, og DBU kunne til denne kvalifikationsturnering stille op med kontraktspillere fra den hjemlige Danmarksturnering, som ikke var på fuldtidskontrakt i deres klubber. Forud for OL i Seoul i 1988 var spilleberettigelsen afhængig af, hvorvidt spillerne havde deltaget i VM-kvalifikations- eller slutrundekampe, men fra OL i Barcelona i 1992 har spilleberettigelsen for OL-landshold været aldersrelateret.


Baggrund

Dansk Boldspil-Union (DBU) blev stiftet i 1889. Danmarks Olympiske Komité (DOK) blev derimod først stiftet den 29. oktober 1905. Dermed var dansk fodbold ikke repræsenteret ved De Olympiske Lege i 1900 i Paris, og heller ikke i St. Louis i 1904, hvor der i øvrigt slet ikke deltog fodboldhold fra Europa.