DBU Certificeret som "Grøn Idræt" under DIF's Bæredygtighedsinitiativ
DBU kan som et af otte specialforbund bryste sig af det stemplet Grøn idræt.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har officielt opnået certificering som "Grøn idræt" under Danmarks Idrætsforbund (DIF)'s bæredygtighedsprogram.
Denne certificering markerer et vigtigt skridt i retning af en grønnere og mere klimavenlig idræt i Danmark, og DBU er et af otte specialforbund, som har fået certificeringen.
DIF lancerede i 2023 det to-årige interne certificeringsprogram, Grøn idræt, der er rettet mod DIF's 62 specialforbund.
Formålet med denne ordning er at støtte konkrete adfærdsændringer i forbund og foreninger for at reducere idrættens klima- og miljøaftryk samt at fremme den grønne dagsorden i samfundet. Grøn idræt skal hjælpe de enkelte specialforbund med at bidrage til en grønnere hverdag f.eks. gennem energirenoveringer, biodiversitet, mindre miljøbelastende sportsudstyr og strategier for reduktion af CO2-aftrykket ved events.
"Vi er stolte af at blive certificeret som Grøn Idræt. Det markerer vores engagement i at gøre en positiv forskel for miljøet og samtidig inspirere vores medlemmer og samarbejdspartnere til at tage del i den grønne omstilling," siger Bjarne Christensen, formand for bæredygtighedsudvalget i DBU.
For at blive certificeret som Grøn idræt skal man på ansøgningstidspunktet leve op til tre obligatoriske krave, udarbejde en klima- og bæredygtighedsstrategi og vælge to-fire individuelle indsatser, som aftales med DIF.
DBU præsenterede i september-måned en Football Social Responsibilities-handleplan, hvor bæredygtighed og den grønne omstilling spiller en stor rolle. Læs mere her.
DBU ser frem til at fortsætte arbejdet med Grøn idræt-initiativet og bidrage til en mere bæredygtig fremtid for dansk idræt.